mandag den 21. maj 2012

Fantastiske Island

Kære alle sammen.
Så er det blevet tid til at jeg skal fortælle jer lidt om sidste uges strabadser! På arbejdet er jeg rykket over i træ-værkstedet om morgenen og jeg er nu blevet rigtig god til at lave træer, ligesom dem på billedet herunder.
 
Det var mig en STOR udfordring fordi jeg skulle bruge de store sav-maskiner og jeg synes de var alt for voldsomme og farlige i starten - men nu skærer jeg træ som en prof ;) ha ha

I starten af sidste uge fik vi besøg at brandinspektør Alfons! Han havde taget brandbilen med for at fortælle drengene lidt om hvordan man undgår brand i huset og som dagens "finale" fik dem der ville, lov til at sidde på førersædet i brandbilen og tænde sirenen. Jeg har aldrig set dem så meget oppe at køre før, de var elle vilde :) 

Hvis man tænker Island - så tænker man også natur! Naturen heroppe er det vildeste, mest flotte og mest enestående! Og i og med at weekenden vejr bød på solsking og 10 grader så skulle vi også ud at nyde det. 

Lørdag løb jeg først en tur rundt i området hvor jeg bor og derefter tog jeg på stranden med Tim og Kete. Ja, I hørte rigtigt STRANDEN! På stranden i Reykjavik er der en "hot-tub" som man skal varme sig i efter man har kastet sig i det 8 grader varme Atlanter hav (og JA, jeg var under selvom det ikke kan ses på billederne)! Det var en virkelig sjov oplevelse (men også lidt kold!). Her kan I se billeder fra dagen:








Søndag var vi faktisk ENDNU mere aktive. Vi tog vandrestøvlerne på og besteg det næsten 1 kilometer høje bjerg Esja! Her kan i se Esja:

Det tog os cirka 2 timer op og ned. De var en fantastisk men hård hike - det er selvfølgelig det hele værd når man når toppen :)
Her er billeder derfra!




 Her er vi allesammen: Joe (England), Kete (Tyskland), den søde dansker og Tim (Tyskland).
 Og under vejs drak vi vand fra vandløbet på bjerget. Vandet her er så rent og smager SÅ godt!



En fantastisk weekend - nu bliver det spændende at se hvad næste weekend byder på af løjer. Én ting er sikker! JEG SKAL SE EUROPÆISK MELODI GRANDPRIX! og stemme på Danmark for en gangs skyld ;) 
I skal ikke stemme på Islands sang for min skyld, den er OK men ikke en af de bedste. Alt for "folkelig" og Islandsk synes jeg. ha ha 

Mange tanker fra mig!

Knus Maria 

søndag den 13. maj 2012

Multi kulturel - det dur'!

Hej derude og glædelig mors-dag til alle mødre! Min egen er blevet forkælet med blomst og chokolade (tak for hjælpen bedste :) ). 

Jeg er lige stået op efter en god bytur i går. I går (lørdag) blev der afholdt 'Intercultural day' i Reykjavik. Det betød at der var en masse underholdning rundt omkring i byen bl.a. mexicansk dans, gøglershow, mavedans og meget mere, som I kan se på billeder herunder. Vi startede dagen ud med at gå et optog fra den store Hallgrimskirkja (kirke) i Reykjavik og hele vejen til rådhuset. Jeg skulle deltage sammen med de andre volontører fordi vi jo er en del af det multi-kulturelle på Island fordi vi arbejder her som volontører :)
Her kan I se billeder derfra:


         





Som I nok har læst så synger jeg i kor - og vi skulle også optræde lørdag. :) Vi sang fire sange: to på Islandsk, en på Swahili og en på Italiensk. Det var en super oplevelse og folk sagde bagefter at det lød rigtigt godt. Desværre slutter koret fra tirsdag af og indtil september, der er jeg jo kommet hjem igen så det bliver trist at sige farvel :(

Her kan i se en video hvor vi synger en sang på Swahili (det blev optaget med en mobil så kvaliteten er knap så god):

Og her nogle billeder fra vores optræden :)



Ovenpå en lang dag med optog, kor og meget andet, blev det tid til en bytur! Min tyske ven Tim havde fået besøg af tre af hans venner hjemmefra og tilsammen udgør de et indie-rock band som hedder 'Copilot'. De havde været så heldige at få lov til at give koncert på en af diskotekerne i Reykjavik - så selvfølgelig skulle vi alle sammen ned og hører dem. Det var en rigtig god aften :)
Billeder herunder:



Her til aften skal jeg samme med den franske pige som jeg bor sammen med, til en jazz koncert i det store koncerthus 'Harpa' I Reykjavik. Det bliver nok en spændende oplevelse :)

Lige en opdatering på hvordan vejret m.m er lige nu: I dag regner det og blæser det ca. 8 grader varmt men næste uge skulle det bliver mere forårsagtigt :) Og med hensyn til solopgang og solnedgang så kan man godt sige at det faktisk ikke bliver mørkt heroppe mere. Klokken 23.00 er det stadig lyst og indtil klokken 03.00 er det en lille smule mørkt men igen kl. 04.00 er det helt lyst. Det er simpelthen så mærkeligt at det ikke bliver helt mørkt heroppe om natten. Men jeg er ved at vænne mig til at sove selvom det er lyst :) 

Så vil jeg lige vise der nogle flotte øreringe som jeg har lavet på arbejdet. Materialet er elfenbensnødder. Synes selv det er ret søde :)


Alt vel heroppe og håber alt er vel hjemme ! :)

Mange hilsener Maria


søndag den 6. maj 2012

På "tomlen" til vandfaldet

Halli Halløj! 

Så er jeg på tasterne igen! 

I torsdags ankom en pige fra Frankrig som for to år siden var volontør på mit arbejde ligesom jeg er nu. Hun hedder Marie og er rigtig sød! Hun skal bo sammen med mig i en måned både for at nyde Island men også for at snakke med min chef om mulighederne for at starte et beskyttet værksted op i Frankrig (ligesom Ásgardur mit arbejde og hendes tidligere arbejde). Vi kommer godt ud af det med hinanden og det er rigtig dejligt for mig at have en at dele lejligheden med - det kan godt blive lidt ensomt nogle gange i en så stor lejlighed. 
Men nu skal I høre det vilde! Hun fortalte mig i går at hun skulle på en 1-dags-tur til Grønland den 1. juni. Jeg blev helt vildt ved tanken om selv at komme derop men jeg vidste godt at det var rimeligt dyrt. Men alligevel snakkede vi lidt frem og tilbage om det hele og jeg besluttede, at jeg rejser med hende! Så den 1. juni tager jeg med Marie én dag til Grønland og retur samme dag. :D Jeg kan slet ikke vente! Vi skal besøge en by som hedder Kulusuk og se bl.a. Kajakshow, Grønlandsk danseshow og meget mere. Bare rolig, der skal nok komme billeder :)

 Sommeren nærmer sig med hastige skridt og i denne her weekend har vi haft HELE 8 grader og sol! Det føles meget varmt lige pludseligt. I og med at vejret var så fantastisk i denne her weekend, besluttede min veninde Kete (Tyskland) og jeg at vi ville blaffe syd på. Så vi pakkede taskerne og begyndte kl. 9.00 i morges vores "blaffen" på hovedvej 1! Jeg tror vi ventede ca. 30 minutter på at der var en sød kvindelig islændinge der ville samle os op og tage os et godt stykke sydpå. Vi havde besluttet os for at vi ville se hvor langt vi kunne komme inden det var tid til at vende snuden hjemad igen, men vi nåede desværre kun 127 km sydpå . Men tilgengæld havde vi det SUPER sjovt og mødte i alt 6 søde biler som ville have os med. Og det bedste af det hele - vi så et af de flotteste vandfald på Island som hedder Seljalandsfoss.

 Jeg vil lige starte med at fortælle jer lidt om de tre søde personer som vi mødte i bilerne på vej til vandfaldet.

Bil 1: Islandsk ung kvinde. Sød og snakkesaglig - hun fortalte blandt andet at hun havde fået 60 millioner islandske kroner (3 mio. danske kr.) i erstatning fordi hun blev kørt ned sidste år - så hun ville invitere os på en tur nordpå i juli måned hvis vi havde tid, meget sødt af hende men nu må vi se om vi har tid :)

Bil 2: Et middelaldrene par fra Island. De var på vej ud at ride. Mindede i udseende lidt om Erik og Anni (silikone læber m.m). ha ha. De havde selv i deres unge dage blaffet meget så de var meget nysgerrige om vores tur - men desværre skulle de en anden vej så vi kørte kun 10 minutter med dem. 

Bil 3: Gift islandsk mand som bor i øst Island. Han var på vej hjem efter et ærinde i Reykjavik. Han var meget stille og sagde ikke ret meget LIGE INDTIL han begyndte at snakke om sin store hobby - at fiske! Så vi fik ellers mange gode fisketips fra ham :) ha ha. Han kørte os det sidste stykke til vandfaldet.

Her er så billeder fra vores super sjove dag:


Endelig kom vi til Seljalandsfoss:




Man kunne også gå om bagved vandfaldet:



 Kete og jeg, lidt våde efter vi har været bagom vandfaldet:


 
Her ligger vi og nyder solen inden vi skal i gang med at blaffe hjem igen:



 Alt i alt blev det til 254 km på ren blafning!


På vejen tilbage mødte vi flere søde mennesker:

Bil 4: Ældre islandsk mand som ikke talte engelsk. Han var rigtig venlig og vi prøvede også at få en samtale i gang - det var bare lidt svært med vores gebrokne islandsk. Så det meste af turen nød vi bare stilheden :)

Bil 5: Ung islandsk mandelig håndværker. Super snakkesaglig, sød, men virkede en lille smule nervøs over at have to tøser med i bilen. Og lige inden han satte os af sagde han: "Hvor var det dejligt at have lidt selskab på den lange tur - og så oven i købet af to smukke piger". uha uha! ;)


Bil 6: Vores sidste bil som kørte os hjem til Reykjavik - nok den vildeste tur af dem alle. For det første var det to langhårede unge islandske fyre, for det andet larmede bilen utroligt meget og var propfyldt med alt muligt skrammel og for det tredje hørte de høj heavy-metal musik mens de samtidig ville snakke med os. ha ha. Men de var søde og de kørte os næsten hele vejen hjem.

Puha hvor har det været en sjov dag! Fuld af sjov og vejret var jo bare alt for lækkert :) Vi har allerede snakket om at blaffe igen til juni!

Jeg er godt træt nu og vil hoppe i seng.

Håber I derhjemme også har haft en ligeså god weekend som jeg har.

Vi ses om mindre en 4 måneder!

100000 knus
Maria